Krise

 

 

 

 


Museum X ruster sit personale til at håndtere både små og store kriser. De vigtigste er personskade, røveri og indbrud, bombetrusler, stormskade, strøm- og varmesvigt og hacker- og virusangreb.


Personskade

Alle på museet ved, hvor førstehjælpskassen er. Den gennemgås årligt, så man kan være sikker på, at den har det nødvendige og korrekte indhold. 

Museum X sørger desuden for, at personalet er trænet i førstehjælp. Det gælder både hjertemassage, chokbehandling, at lægge forbindinger m.m. 

Da der også kan opstå uheld med kemikalier, har Museum X samlet alle sikkerhedsdatablade. Et sikkerhedsdatablad er et dokument, der skal følge med alle kemikalier til professionelt brug, og det indeholder bl.a. førstehjælpsforanstaltninger for det pågældende stof. Sikkerhedsdatabladene kan sættes ind i mappen med beredskabsplanen.

Førstehjælpsudstyr hos Museumstjenesten

Instruks - personskade

 
Røveri og indbrud
Ved røveri eller indbrud har den enkeltes sikkerhed førsteprioritet. Museets ledelse understreger derfor, at man ikke skal sætte sig til modværge eller begynde at forfølge røveren, medmindre det kan ske på sikker afstand. Alle indbrud og tyverier skal anmeldes til politiet og museets forsikringsselskab. Er der sket skade på bygningen, skal den bygningsansvarlige informeres hurtigst muligt. 
Efter et røveri skal den berørte medarbejder og/eller vidner udfylde en signalementsblanket. Har røveriet været af særligt voldsom karakter, kan det være nødvendigt at indkalde medlemmer af en krisestyringsgruppe, som museet har nedsat på forhånd.

Instruks - røveri

Gode råd - krisestyringsgruppe


Bombetrusler
Hvis museet udsættes for en bombetrussel, er det vigtigt, at personalet forholder sig roligt og tilkalder hjælp. Mens de venter på, at hjælpen når frem, skal de forsøge at få så mange oplysninger ud af trusselsgiveren som muligt. 

Beslutningen om, hvorvidt museet skal evakueres, bør tages i samråd med politiet. Ved en evakuering skal personalet undgå panik og tale roligt til gæsterne.

Instruks - bombetrussel


Stormskade
Ved stormskade skal det relevante beredskab (Skadeservice Danmark, Falck eller anden leverandør) tilkaldes som det første. Relevante personer på museet (bygningsansvarlig, direktør m.fl.) orienteres om hændelsen, og personalet forsøger at minimere skaderne.

Instruks ved stormskade


Strøm- og varmesvigt
Ved strømsvigt tilkaldes museets elektrikere eller bygningsansvarlige med det samme, og gæsterne bedes gå til udgangen. Personalet lukker for samlingerne, sikrer evt. maskiner og anlæg mod skader og kontrollerer evt., om nødstrømsforanstaltninger er i drift. Hvis der er personer i elevatorerne, orienteres den bygningsansvarlige og/eller elevatorfirmaet.

Er det varmen, der svigter, skal den bygningsansvarlige tilkaldes med det samme.

Instruks - strøm- og varmesvigt


Hacker- eller virusangreb
Et museum er som alle andre institutioner afhængigt af sit centrale it-system. Derfor er det en god idé at have styr på firewall og antivirus-systemer. Samtidig skal personalet vide, hvem de skal kontakte, hvis de oplever hacker- eller virusangreb. Det kan være en person i museets egen organisation eller den udbyder, museet bruger. 

Instruks - hacker- eller virusangreb