Sodsvampen er produceret af opskummet latex (naturgummi). Svampen benyttes til rengøring uden vand. Den anvendes blot tør, hvorved den 'optager' støv og sodpartikler. Den er derfor god til at fjerne sodpartikler uden at emnet bliver vådt. Svampen kan let skæres/klippes over til en mindre størrelse, hvorved den er lettere at benytte på steder, hvor der ikke er meget plads. Kanterne på svampen kan på denne måde bruges lidt som et stort viskelæder.
Efter brug rengøres/skylles svampen med en mild sæbe. NB! Svampen må ikke ligge i sollys, da den hermed nedbrydes.
Hvor kan den bruges? Svampen er især velegnet på følsomme overflader (fx tekstiler, ubehandlet træ, paneler, tapet, bøger, dokumenter, lofter mv.) og benyttes ofte ved sodskader efter brand, sod fra stearinlys mv.
Sodsvampen har desuden vist sig at være effektiv imod sortsværtning (se herunder) som heksesod i boliger, som afsættes på vægge, lofter og andre overflader. Sortsværtning (heksesod og termisk) Disse misfarvninger kan opstå hurtigt eller efter lang tid lidt afhængig af hvilken slags sod, der er tale om, og særlige forhold i boligen. Hurtigt opstået sortsværtning („heksesod“) forekommer i både nybyggeri og ældre bygninger og skyldes ofte, at svævestøv ved en kemisk proces afsættes på flader, som ikke altid udgør kuldebroer. Det forekommer ofte umiddelbart efter istandsættelse af en bolig og oftere om efteråret end om foråret. Dette sker formodentlig fordi der igennem forår og sommer lukkes for varmen og udluftes mere. På denne måde fjernes støvpartikler og flygtige stoffer fra fx malinger. Langsom sortsværtning (termisk) kan ofte henføres til partikelafsætning på flader med store temperaturforskelle, fx på kuldebroer, over varmekilder eller lamper. På vægge og lofter med kuldebroer afsættes partikler som støvfigurer på de kolde områder. De dannes, når temperaturforskellen på overflader inden for kort afstand er mere end 2–3 °C. Dette forekommer ved fx ældre murværk med sammenbygget for- og bagmur, ud for faste bindere, på beklædningsplader ud for stolper og lægter, som udgør en kuldebro i konstruktionen, ved søm eller skruer i beklædningsplader.